Historie



STARTEN
Efter forlydende blev Idrætsforeningen stiftet i en grøftekant ½ mil nord for Sørbymagle af lærer Nørgaard og daværende besidder af Løvstykkegaard J. J. Jensen. Foreningen er sikkert den ældste og største i Sørbymagle og omegn. Den første bestyrelse fra 1907 bestod af: Christian Jensen, Holger Larsen, Karl Nielsen, Laurits Jensen og lærer Biltoft

FODBOLD OG HÅNDBOLD
Da idrætsforeningen startede, var det først og fremmest fodbold og håndbold, man spillede på banen, som lå ved siden af det nuværende forsamlingshus. Der blev spillet mange kampe og afholdt stævner, hvor Sørbymagle vandt mange præmier. Sidst i 40’erne/først i 50’erne havde Sørbymagle et herrehold i håndbold, som var så gode at de skulle spille om et mesterskab i Frederiksværk. De var meget spændte på, hvem de skulle møde, og de havde aldrig været så langt væk fra Sørbymagle. De spillede et par kampe, men de tabte, vist nok fordi de manglede meget mere træning, men de havde haft en god tur.

OGSÅ PIGEHÅNDBOLD - EN LILLE HISTORIE
Ved en pigehåndbold kamp, hvor Sørbymagle havde vundet, var pigerne glade, men efter kampen lagde træner Johannes Ville en hård linie. Til et stævne som skulle være søndagen efter, ville han ikke have Elly og Jenny med - de havde været lidt pjattede. Da søndagen kom, gik Jenny og Elly rundt ude på fortovet, for de ville nu godt se hvordan deres hold spillede. Men Johannes Ville måtte bide i det sure æble, for lige pludselig kom han hen til dem, og spurgte om de ikke skulle spille? Elly og Jenny sagde selvfølgelig til ham, at han jo ikke ville have dem med - men de måtte nu pænt gå hjem efter deres tøj så de kunne spille - for undvære dem kunne man ikke

GYMNASTIKKEN KOM TIL
Det næste skud på stammen blev gymnastik, som holdt til i forsamlingshuset. Der kunne sommetider være meget kold fornøjelse, selv om der blev fyret bravt i kakkelovnen. Den gang spillede man på klaver til gymnasterne, og det var ikke usædvanligt, at der lige pludselig kom en lille mus frem af klaveret – om den ikke brød sig om musikken, eller blot skulle have varmen melder historien dog intet om. I gamle dage, når der var opvisning om foråret, skulle man til amtsopvisning i Slagelse, og holdet fik karakter efter hvordan det gik. Amtsopvisningerne foregik på Hotel Casino på Schweizerpladsen, et sted hvor der også var mange baller med mere.

GYMNASTIK FIK MANGE HOLD
Men da Hvilebjergskolen var bygget, trænede man der med flere hold i gymnastik, og det var naturligt at den årlige gymnastikopvisning også foregik på skolen. Men på et tidspunkt blev pladsen for trang, og man flyttede gymnastikopvisningen op på Antvorskov Kaserne. I forbindelse med opvisningerne var det i mange år en tradition at byens damer lavede lagkager, som så blev solgt til kaffen. Faktisk blev opvisningerne holdt på Antvorskov Kaserne, indtil man i 1988 havde fået bygget Sørbyhallen, hvor man nu træner både om sommer og vinter.

KIRKERUP IDRÆTSFORENING KOM MED
I 1958 blev Sørbymagle idrætsforening lidt større idet Kirkerup Idrætsforening blev nedlagt og kom ind under Sørbymagle Idrætsforening. Kirkerup Idrætsforening havde også en fane som fulgte med, og som stadig er i idrætsforeningens besiddelse.

SÅ KOM BADMINTON OG HOCKEY
Det var dog ikke kun gymnastikken der fik glæde af den ny Hvilebjergskole, om sommeren spillede man fodbold og håndbold på de baner som ligger ved skolen.
De ”glade 60’ere” blev en periode, hvor idrætsforeningen hvilede solidt forankret omkring de 3 daværende hovedidrætsgrene gymnastik, fodbold og håndbold, og man skulle faktisk helt hen til sidst i 70’erne før end nye idrætsgrene viste sig på banen – indendørs i form af badminton, og udendørs i form af hockey.

HOCKEY
Hockeyafdelingen blev i 1978 etableret af Dorthe og Benny Søndergaard, og med dem ved roret i klubbens første 10 år, var der en veletableret klub, da klubbens nuværende formand Niels Pedersen tog over i 1988. Hockeyafdelingen er nok idrætsforeningens mest ”internationalt” orienterede. Udover selv at afholde en række stævner med international deltagelse, så er det helt almindeligt at børn og voksne fra hockeyafdelingen deltager i stævner i udlandet. Det er blevet til mange mesterskaber, og mange hold og ledere er blevet hædret af Hashøj kommune med glas, for deres gode indsats. En gang for nogle år siden havde hockeyafdelingen inviteret til stævne udendørs. Mange udenlandske hold havde meldt deres ankomst, men noget overraskende dukkede et ishockeyhold fra Letland op - de troede at de skulle spille ishockey, men is var der ikke meget af. Holdet måtte selvfølgelig rejse hjem uden at spille – til gengæld gik historien landet rundt i både de landsdækkende aviser og selveste DR. Blandt de mere seriøse højdepunkter hører selvfølgelig dameholdets Danske Mesterskab i 1991, det første, og indtil videre eneste officielle mesterskab anerkendt af Danmarks Idræts-Forbund.

BADMINTON
Efter at der i nogle år forud havde været spillet motionsbadmintonom vinteren, kom badminton til officielt i 1982, idet Ole Christiansen i september 1981 startede et ungdomshold op. Træningen foregik på Antvorskov Kaserne, da pladsen på skolen var for trang. Badminton har fortsat mange medlemmer både børn og voksne, som hver især og i fællesskab har hentet mange præmier hjem til klubben. Blandt de mere populære stævner er ubetinget ægteskabsstævnerne, som i begyndelse fandt sted i det jyske, men nu også har fundet vej til Sørbyhallen.

OG BORDTENNIS
I 1985 ville Lars Jensen og Steen Rasmussen prøve, om der var nogen som ville spille bordtennis, det var der heldigvis,og pludselig var antallet af tilbud i idrætsforeningens regi fordoblet på mindre end 10 år. Det er blevet til deltagelse i mange stævner og ture i det ganske land, med både amts- og landsmesterskaber til bordtennisafdelingen.

OG VOLLEY
I 1992 kom Volleybold til. Det var Dorthe Vestbjerg Christensen som syntes, at det kunne være sjovt at prøve at starte Volleybold op. Det er godt støt fremad siden starten, og inden for de sidste år er Kids Volley etableret, som ét af de allerførste steder på Sjælland.

PETANQUE
I 1999 var der Holmboe, Mogens Hesselberg, Bent og Mariet Heegaard som syntes det kunne være sjovt at prøve at spille petanque, det Franske kugle spil hvor man kaster grisen (en lille bold!) ned af banen, og så skal de store kugler lægge sig så tæt ved grisen. Aktiviteten er stadig i live og 10 – 15 stykker spiller om sommeren, og de har det hyggeligt og sjovt. Een gang om året inviteres en nabo klub og der dystes mod dem. Det sker også at der nogle tager til andre stævner som spilles under DGI/Sorø Amt.

ANDRE AKTIVITETER
Der har i øvrigt igennem tiden været afholdt mange baller i idrætsforeningens regi, selv nytårsaften kom der mange. Der blev også spillede dilettant, hvor mange af beboerne fra Sørbymagle var med, der kom også mange og så dem spille og så var der bal bagefter.

FANER
Idrætsforeningen har 4 faner, den ældste er blevet overdekoreret med sølvplader, så dens værdi anslås til flere tusinde kroner. Ud over denne gamle fane overtog Sørbymagle Idrætsforening også fanen fra Kirkerup Idrætsforening. Desuden råder foreningen også over en voksenfane og senere kom også en lille børnefane.

Idrætsforeningens sidste fane fik vi i forbindelse med Idrætsforeningens 100 års jubilæum i 2007.



FLERE AKTIVITETER
Det sidste nye tiltag i Idrætsforening er stavgang, tæppecurling (ældreidræt) og zumba.

SIDSTE NYT
I Sørby arbejder vi hele tiden med noget nyt. I øjeblikket arbejdes der på en udvidelse af vores hal, så vi kan bl.a. kan etablere fitnesrum, klatrevæg og i hele taget bedre faciliteter, hvor vi kan udvikle vores idrætsforening.

Øvrige sponsorer